Velkommen til LB ungdom

Sportslig ledelse og trænerteam

Cheftræner – Danni Persson

Danni har ansvaret for alle sportslige aktiviteter og beslutninger i ungdomsafdelingen. Danni står fx for inddelingen af træningshold, turneringshold, træningsfokus, mentaltræningen for vores elitespillere mm.

 

Hvor ofte må man komme og spille i LB-hallen?

Man spiller på den tid/på det hold, som man får tildelt – men man er velkommen til at komme forbi hallen for at hygge med kammeraterne. Skulle der være en ledig bane, er man velkommen til at spille på den indtil der kommer andre, der skal bruge den.

 

Hvornår spiller vi?

Ungdomsafdelingen spiller i LB-hallen og gymnasiehallen:

  • Mandag – fredag typisk i tidsrummet 14.30–19.00.

 

Hvilke hold kan jeg spille på?

I LB er der plads til alle uanset, om man har en drøm om at spille på internationalt topniveau eller kommer til badminton for at få noget god motion og en masse hygge med vennerne.

Vores hold for børn og unge er:

  • Miniton og Forældre/barn – typisk fra 4-9 år
  • Begynder – typisk 6-11 år
  • Gruppe I (hold- og turneringsspillere)
  • Gruppe II (letøvede og motionsspillere)

Du kan se tiderne i holdoversigten på hjemmesiden.

Man starter fx med at spille på vores forældre/barn hold om søndagen eller kommer ind via et begynderhold eller gruppe 2 hold hvis man er over 11.

Klubbens trænere søger løbende at give vore børn og unge præcis den træning og de udfordringer, som netop passer til barnet/den unge. Vurderer trænerene, at børnene/de unge har interesse og potentiale for yderligere udfordringer, kan det være relevant at tilbyde at komme på et af klubbens gruppe 1 hold.

Øvrige flytninger i vores Breddeafdeling kan handle om alder, sociale relationer, niveau, praktik ift. skoleskemaer o.l. På klubbens Talent- og Elitehold foregår alle flytninger alene via indstilling fra cheftræneren.

 

Individuel træning

Man kan aftale individuel træning med klubbens trænere (typisk fredag eftermiddag) – det er en god måde at få en træning der fokusere på lige præcis dit fokusområde. Det kan bookes via klubben hos Rikke Broen på rikkebroen@gmail.com

 

Holdturneringer

Klubben melder ved hver sæsonstart hold til næste sæson – vi gør vores bedste for at få alle, der har lyst kommer ud at spille med på et hold. Vi tilmelder så vidt muligt hold i alle aldre og både for begyndere og øvede. I holdturneringen spiller man mod hold fra andre klubber, med spillere på samme alder og niveau. Holdene udtages af trænerne i samarbejde med en holdleder.

Der udpeges en forældre, der fungerer som holdleder for holdet i løbet af sæsonen. Holdlederen udsender fx information om mødetider, holdopstilling mm. Det sker kort før holdkampene. Det er vigtigt for klubben, at børn/unge (og deres forældre), der udtages til hold er fokuserede på holdkampene. Det er vigtigt at man sætter holdets spilledatoer ind i kalenderen, og har man ledig plads i bilen, er det altid kærkomment med samkørsel. Hvis du skulle have lyst til at deltage på hold og ikke før har gjort det, så sig det til din træner.

 

Individuelle turneringer

Der findes rigtig mange individuelle turneringer rundt om i landet. Turneringerne kan findes på Badmintonpeople.dk (hvis det virker uoverskueligt, kan man skrive til Rikke Brandt rikkevad@hotmail.com med spørgsmål).

Man starter i D-rækken, kommer videre til C, B, A, M(mester) og slutteligt E (eliterækken). I badmintonverdenen har man en rangliste, hvor man kan blive registreret med de points, som man har ”optjent”. Disse points kan komme fra holdturneringer og individuelle turneringer. I takt med at man optjener point, rykker man fra D-rækken videre til C-rækken osv.

Rigtig meget af hyggen omkring disse turneringer handler om fællesskabet med kammeraterne og blandt forældrene. Har man ikke en makker, kan man tilmelde sig med ”X-makker”, så får man tildelt en makker med ca. sammen alder og niveau

Klubmesterskab

Klubben arrangerer ved sæsonafslutningen et klubmesterskab. Efter turneringen, hvor børn/unge inddeles i det relevante antal rækker, holder vi en fest og siger tak for en god sæson. Afslutningsfesten er altid et samlingspunkt for hele ungdomsafdelingen – både talenterne og breddespillere og alle deres forældre. Vi spiser sammen, storhygger, hylder klubmestrene og uddeler priser fx til årets spiller i de forskellige årgange. Det er en god lejlighed for alle forældre til at møde andre fra klubben og se vores børn i et utroligt dejligt fællesskab, som er oparbejdet gennem en eller flere sæsoner.

 

Sociale aktiviteter i ungdomsafdelingen

Ungdomsspillerudvalget prøver at arrangere en masse fællesoplevelser i årets løb. Vi har træningslejr ved sæsonstart og i ferierne i løbet af året, fællesspisninger før 1.holds kampe og forældre-barn turnering mm.

Vi arrangerer også en fælles tur til DMU, der er det uofficielle DM for ungdomsspillerne i rækkerne D, C, B, A og M-rækkerne. Turen er et studie i fællesskab og læring – de store hjælper de små – alle coacher alle, der hygges på tværs af køn, alder og niveau. Man kan deltage i DMU uanset niveau. DMU spilles i april.

 

Adfærdskodeks

Vi gør vores yderste for at det altid skal være en god oplevelse at spille badminton – især mellem klubkammerater i LB. Derfor hjælper og coacher man også på tværs af familier og venskaber.

Der findes i badminton også helt klare regler for, hvad man må gøre fra baglinjen – fx må man ikke hjælpe med at dømme, må ikke komme med tilråb o.l. – alle disse regler kan I finde på Badminton Danmarks hjemmeside: Badminton.dk.

Vi skal alle hjælpe med at passe på vores fælles hal og de ting, der er i hallen. Derfor rydder alle op efter sig selv, og er behandler inventaret med respekt

 

Hvor finder jeg information?

Vi sætter invitationer o.l. på klubbens hjemmeside. Derudover har klubben en facebook-gruppe (Lillerød Badminton Klub) hvor events og nyheder vil blive annonceret.

 

Til forældre

Skulle du have lyst til at deltage i det frivillige arbejde i ungdomsafdelingen i LB, må du meget gerne henvende dig til Ann Nielsen ann4nielsen@gmail.com eller USU. Vi kan bruge alle hænder og kompetencer i ungdomsafdelingen.

  • Vi forsøger at skabe gode fælles rammer for alle klubbens børn og unge – uanset alder, niveau eller andet
  • Vi har mange enkeltopgaver – arrangere begynderturnering, klubmesterskab, klubfest, forældre-barn turnering, aktiv fritid i Allerød gågade, åbent hus mm.
  • Sponsorater er et fælles løft, store eller små ting. Her er det ofte netværkets kraft der udgør det flotte resultat (køb af holdbluser)
  • Og så er der alt det vi ikke har tænkt på, som du måske sidder og brænder for …

Det er vigtigt at sige, at man ikke behøver at have badminton-kundskaber for at kunne deltage i klubbens arbejde for de unge.

Bedste hilsner

Ungdomsudvalget i LB